Taber „alle“ håndboldkampe, men flere og flere børn slutter sig til holdet

Min hårede drøm er at klare og finde nøglen til, hvordan man rekrutterer flere børn til sporten (for dette gælder ikke kun håndbold), og samtidig reducere frafaldet i ungdomsårene. Frafaldet er størst mellem 12 og 16 år. I min søgen efter succesfaktorer kontakter jeg ugentligt trænere rundt om i Norge.

Denne uge gik telefonen til Verdal'n, for hvis nogen skal klare det, skal den være her. I den anden ende af telefonrøret stødte jeg på træneren til drenge 15, Ben Arild Engan.

‍

Verdal G15 er vokset fra at være 4-5 børn til at blive et hold på 22 spillere. Mange hold kan pege på sådanne tal, men det overraskende ved denne historie er, at holdet stort set mister alle sine spil. En del af årsagen er, at Ben Arild fordeler spilletiden ligeligt mellem alle på holdet, selv i situationer, hvor de har mulighed for at vinde. Selvfølgelig blev jeg nysgerrig!

Hvilke bevægelser er der foretaget? Hvordan har de formået at skabe et miljø uden resultatfokus? Hvad gør dem i stand til at holde børnene? Især rekruttering af flere mennesker?

Men først, hvem er egentlig denne Ben Arild?

Ben Arild er 41 år gammel, gift og har 3 børn. Han er lærer på Levanger VGS i medier og kommunikation. Han har selv spillet håndbold, og har både coaching- og dommerkurser.

‍

Ben Arild kommer hurtigt ind i, hvordan spillergruppen ikke er optaget af at vinde, men at de fokuserer på holdets præstationer. Som 11-årige måtte drengene spille mod børn, der var et år ældre, og det resulterede i meget mange tab. Sæsonens højdepunkt kom i den sidste ligakamp mod ærkerival Skogn, en kamp de kun tabte med to mål. Tidligere i sæsonen var de blevet fejet af banen og tabte med 20-1 mod det samme hold. Det toppede med jubel af glæde på banen, og modstanderens træner kom ind i omklædningsrummet og roste holdet for en stor indsats.

Værger, trænere og børn med et stærkt fokus på resultater er ikke blandt sjældenhederne, hvilket ofte er tydeligt langt nede i aldersgrupperne.

Ben Arilds metode

Jeg besluttede at teste Ben Arilds metode i praksis på min søn, en lidt over gennemsnittet resultatorienteret lille fyr. Valget faldt på en skoleturnering i fodbold for første klassinger. Efter flere tab oplevede jeg tårer og nedtrykt humør blandt mange af børnene, fordi de ikke bragte det længe ventede trofæ hjem.

Min søn var derimod glad! Hvorfor? Ja, fordi han havde mestret en feint, han havde øvet i lang tid. En feint, han gennemførte midt på banen, uden nogen spillere omkring sig.

‍

Træt af presset for at vinde

Børn er trætte af presset for at vinde, hævder Ben Arild. Han finder ud af, at børn vejes og måles på næsten alle arenaer, hvilket jeg er nødt til at støtte ham i. Hans hovedmål har været at skabe et miljø, hvor børn kan frigøre dette pres, og han mener, at sport kan være netop den arena.

Ben Arild har individuelle spillersamtaler med børnene, hvor spillerne får specifikke opgaver. I disse samtaler er han også meget ivrig efter at finde ud af, hvordan børnene virkelig har det.

Reaktioner fra forældre

Jeg var ikke forsinket med at spørge Ben Arild, om han har oplevet reaktioner fra resultatfokuserede forældre.

“ Jeg har modtaget henvendelser fra forældre, der er uenige i filosofien og værdierne. Jeg tror, at enhver, der vælger at prøve noget af det samme, vil opleve dette. At være forældretræner i en klub kan undertiden være en ensom opgave, hvor du føler, at du er nødt til at træffe mange vigtige valg, mens du er under pres fra forskellige hold. Så er det vigtigt at tro på det, du laver, og helst have et coachingteam eller en anden omkring dig, der tror på den samme filosofi. Ideelt set bør du have en klub i ryggen, der har lagt et klart værdigrundlag for den aktivitet, der skal køres. Det er noget, jeg tror, vi lykkes med.“

Jeg er interesseret i at få på bordet løsninger til, hvordan man undgår sådanne situationer. Ben Arild nævner, at klar kommunikation med forældregruppen har været vigtig, så alle er opmærksomme på og er enige i holdets filosofi.

‍

Differentiering - den sværeste udfordring i sport!

Endelig diskuterer vi differentiering. Muligvis den sværeste udfordring i sport!?!

For differentiering versus ikke differentiering er pest eller kolera. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, men en ting Ben Arild og jeg er helt enige om: differentiering betyder IKKE at toppe holdet! Alle børn skal have lov til at spille det samme beløb - uanset udfald.

I Danmark anbefales niveauuddannelse, idet det betyder, at 25% af træningen skal udføres med en, der er bedre, 50% med nogen på samme niveau og de sidste 25% med børn med lavere færdighedsniveau. Børn har brug for at lære, men også lære.

Jeg sidder ikke på facet. Der er muligvis ikke en facet, men dette var en samtale, jeg ville dele med dig undervejs i min søgen efter at komme lidt tættere på mit store behårede mål.

‍

Håndboldhilsen fra Bjarte Myrhol